onsdag den 27. august 2008

Resultat af MR scanning

I dag blev jeg ringet op af lægen, der foretog forundersøgelsen af mit knæ. Han kan se, at der er små bruskstykker derinde pga. irriteret slimhinde, men kan dog ikke se hvorfor slimhinden er irriteret. Dog sagde han, at det ikke er det der, som kunne udvikle sig til kræft. Så det er jo ok.

Næste skridt er, at scanningerne sendes ind til Rigshospitalet og få deres bud på, hvad det kan være. Jeg bliver så kontaktet, når deres vurdering foreligger.

Men uanset hvad, skulle jeg regne med en kikkertoperation. Efter det skal der en gigtlæge ind over, som så skal prøve at finde frem til, hvorfor slimhinden bliver irriteret. Så det ligner et længere forløb, men i det mindste sker der noget.

torsdag den 21. august 2008

Knæ scannet og fotograferet

Så har jeg været til MR scanning. Det tog rimelig lang tid - omkring en time tror jeg - og i den tid skulle jeg ligge helt stille. I løbet af den time blev der så foretaget en række scanninger, hvoraf nogle tog 4 minutter og andre 7 minutter. En af 7-minutters scanningerne skulle tilmed tages om. Halvdelen inde i forløbet fik jeg sprøjtet noget kontrastvæske direkte ind i aorta (eller måske var det bare en blodåre i højre arm :-) Dette skulle ligesom selve scanningen efter sigende være helt ufarligt.

En MR scanner larmer en del, så derfor får man et slags høreværn på, hvorigennem der også gives beskeder fra operatøren og spilles musik under scanningerne. Pga. det kraftige magnetfelt i scanneren er det ikke almindelige ledninger, der går op til høreværnet, men derimod nogle plastikslanger, hvor lyden sendes igennem. Ikke verdens bedste lydkvalitet, men det er nu meget rart at høre noget musik, når man skal ligge der så længe.

Efter MR scanning skulle mit knæ udsættes for røntgenstråler. Røntgenbillederne skulle tages stående, således der var belastning på knæet. Der skulle tages to billeder: et hvor jeg støttede på begge ben, og et hvor jeg kun støttede på højre ben (med det defekte knæ.) Sidstnævnte billede måtte tages om, da det var blevet for mørkt (hvilket åbenbart betyder, at røntgenstrålingen var for høj - ikke nogen rar tanke for en strålingsfobiker som mig.) Nå, men i det mindste var røntgenfotograferingen hurtigt overstået.

Så nu er det bare at vente på resultatet.

søndag den 17. august 2008

Kino

I dag var jeg inde i Imperial og se den nye Batman-film. Denne gang besluttede jeg mig for, at jeg ville prøve at købe billetten online. Det er temmelig cool man kan gøre det, for så skal man ikke være der 45 minutter før forestillingen. Man tropper bare op et par minutter før og indtaster en kode i en billetautomat, og vupti kommer billetten ud, og man kan valse stille og roligt ind i biografsalen. Slut med at spilde sin tid :)

lørdag den 16. august 2008

MR scanning af knæ

Så har jeg fået indkaldelse til MR scanning af mit knæ. Det bliver 21/8 - 2008. Så må vi se, hvad de finder ud af der. Scanningen tager omkring 45 minutter, i hvilket tidsrum man skal ligge fuldstændig stille. Det bliver ikke nemt, tror jeg. Sidst jeg var til en MR scanning (og fik alignet alle mine jern-ioner), mener jeg kun det tog et kvarter eller noget i den retning. Men det kan jo være de er mere grundige her så. Uanset hvad glæder jeg mig til det er overstået.

onsdag den 13. august 2008

Knæ-forundersøgelse

Så har jeg været til en ny forundersøgelse ifm. med mit knæproblem. Jeg havde forberedt mig så godt som muligt, idet jeg havde lavet en tre siders afhandling om hele forløbet - fra start til nu. Yderligere havde jeg taget journalerne med fra tidligere behandlinger samt en optagelse af den første kikkertoperation jeg fik lavet tilbage i 2005.

Forundersøgelsen startede med, at lægen læste de papirer, jeg havde medbragt, og han sagde, at det var en rigtig god beskrivelse jeg havde lavet. Den gav et godt blik over forløbet. Så det var jo dejligt at høre.

Herefter undersøgte han mit knæ. Han bad mig stå op så han kunne se, hvordan fødder og ben gebærdede sig. Det viste sig, at jeg mine fødder ligesom falder indad, hvilket giver et uheldigt træk i knæet. Så rent faktisk bør jeg anvende indlæg i mine sko. Det må jeg se at få lavet (hvorhenne mon de laver sådan noget?)

Herefter skulle jeg hoppe op på briksen (og lyt' til Malk De Koijn). Lægen undersøgte nu knæet på alle leder og kanter - en smertefuld affære - og fandt frem til, at der var noget der svømmede rundt inde i knæet.

Så fik jeg scannet knæet med ultralyd mens lægen og en kollega stod og konfererede om, hvad der mon kunne være galt med knæet, og konklusionen var, at der var noget brusk eller mus i knæet.

Herefter havde lægen en snak med en anden kollega og de nåede frem til en foreløbig diagnose, som vist nok hedder: synovial chondromatosis. I hvert er det en sygdom, hvor der ved en slimhinde i knæskallen bliver dannet noget brusk-agtigt noget, som kan bevæge sig rundt i knæet og irritere.

Planen er nu, at jeg skal til MR-skanning og røntgen, for at få bekræftet diagnosen. Herefter er det så meningen at jeg skal igennem en kikkertoperation, så de kan fjerne bruskstykkerne. Yderligere skal jeg til en gigtlæge, der skal finde ud af, hvad der skal ske fremover, muligvis en fortløbende behandling.

Hvis diagnosen viser sig rigtig, er der en meget lille risiko for, at det kan give anledning til kræft på et tidspunkt. Så det er bl.a. også derfor, at de denne gang går så ganske grundigt til værks.

fredag den 8. august 2008

Vurdering af lejlighed

I går havde jeg besøg af en vurderingsmand, der skulle vurdere min nuværende lejlighed. Han gennemgik alle rummene, tog noter og spurgte om der var noget, der skulle regnes med som forbedringer. Det var der jo - køkken og badeværelse - og det skulle han så se kvitteringer for.

Da han så kvitteringen for badeværelset grinede han en del, da han læste navnet på firmaet: "Murer og Renovationsfirma af 1999" og spurgte så, om ham mureren tog affaldet med ud da han gik. Det kunne jeg jo sådan set godt se det sjove i :-)

Nå, men vurderingsrapporten får jeg i næste uge, så det skal blive spændende.